Præsten har ordet
Gud vedkender sig sit billede i os alle
Når vi mon frem til jul i år? Det er jo det store spørgsmål hvert år. For vi har svært ved at nå det, vi synes, vi skal. Tiden løber fra os. Vi bliver hele tiden overhalet indenom. Vi opdager pludseligt, at så er det 2. og 3. og 4. søndag i advent - og pludseligt er det jul.
Tiden er en underlig størrelse, og vi kender alle til flere slags tid. Vi kender den udstrakte og kronologiske tid. Det er den tid, vi måler og registrerer med forskellige redskaber.
Men vi kender også til den oplevede tid. Den kan som bekendt både flyve af sted og snegle sig af sted. Den går altså på mange måder på tværs af den opmålte tid.
Det er måske én af årsagerne til, at et af digtene i Henrik Nordbrandts samling ”Håndens skælven i november” nærmest er blevet folkeeje. Han indleder nemlig digtet med ordene: ”Året har 16 måneder!” November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november!
Nu tænker den opmærksomme måske, at det ikke er rigtigt, for året har altid haft 12 måneder. Hvordan kan digteren så pludselig komme og sige, at året har 16? Jo, ganske enkelt fordi november opleves meget længere end årets andre måneder.
November - det er den lange og mørke og festløse måned. December er faktisk en dag længere, men den er alligevel - i oplevelsen - kort og lys og festfyldt. Det er også en travl måned. Derfor må vi indskrænke os til det mest nødvendige.
Det kan, som december vil vise det igen i år være ganske meget: Juleforberedelser, julefrokoster, julegaver, julerengøring, juleafslutninger - fortsæt selv med mere.
December måned kan altså meget let blive til et forhindringsløb, hvor det handler om at nå og overkomme det hele inden den 24. december. Og vi kender vel alle til, at have spurgt os selv og hinanden, hvordan vi egentlig skal nå det hele - hvordan skal vi nå frem til jul?
Men måske er der allerede et selvbedrag skjult i, at vi spørger sådan. For julens egentlige under består jo ikke i, at vi skal nå frem til jul. Men julens egentlige under består i, at julen når frem til os! Det er måske den erkendelse, der kan befri os fra at gøre december til årets mest stressede og panisk fortravlede måned.
Tiden rummer som sagt flere forskellige dimensioner. Tiden kan være flad, den kan strække sig ud vandret. Men tiden har både en vandret og en lodret dimension.
Den kan gud ske lov også blive ”høj”- den kan få fylde og blive til højtid.
Anna Sophie Seidelin skriver sådan i sin genfortælling af den første skabelsesmyte i Det gamle Testamente.
”Først tænkte Gud på højtiderne. De er de vigtigste tider, fordi de er fælles for mennesker. Foroven går solen og månen og stjernerne over himlen og udmåler med nøjagtighed tiden, stjernetiden, som altid er den samme.


Nede på jorden er der mange slags tid; hver blomst har sin tid, og sådan er det også med mennesker. Men når stjernekalenderen viser, at det er jul, så falder samtidig alle menneskers tanker i slag. Enten de er bedrøvede eller glade, syge eller raske, onde eller gode, så føler og ved de alle sammen, at højtiden er kommet.
Når det er højtid, falder jordtiden og himmeltiden sammen, og alle mennesker tænker og gør det samme. Og hvis højtiderne engang skulle forsvinde, vil menneskene blive meget ensomme og fremmede for hinanden! ”
Højtiden består altså i, at julen når frem til os. Og når julen for mange er den højtid, der griber os mest om hjertet, så kan der naturligvis være mange årsager til det. Julen er den lysfyldte fest midt i vinterens mørke. Julen er den højtid, hvor verdslige og kirkelige traditioner i den grad smelter sammen med hinanden. Det er den tid på året, hvor både hr. og fru Danmark uden blusel bryder ud i salmesang både her og der!
Men når julen for mange er den højtid, der griber os mest om hjertet, så hænger det utvivlsomt også sammen med, at det inderste i julen handler om det, som er altings begyndelse - nemlig, at et barn bliver født, at et barn kommer til verden.
Det er på én gang ethvert menneskes historie - og samtidig Guds historie der fortæller, hvordan Gud kommer os i møde.

Et lille barn i krybben lagt,
Blandt staldens strå og stude,
Her hviler hele himlens pragt,
Forklædt og svøbt i klude -
Den lille er en konge stor,
Der ligger blandt de spæde.
Guds søn er blevet barn på jord.
Til hele folkets glæde!
Det er julens vidunderlige budskab, at Gud - i barnet i krybben - skaber på ny. At Gud begynder forfra med os. At Gud drager os ind i Messias-rigets sammenhæng; der, hvor det inderste i livet ikke består i, at vi skal handle og overvinde og præstere, men bliver budt velkommen og modtaget som dem, vi er - med lys og skygge, med sejre og nederlag.
Der er jo så mange steder, hvor mennesker bliver sorteret fra. Det gælder flygtningene ved vore grænser, men også andre steder hvor fællesnævneren er, at det handler om at få sorteret fra og smidt ud, - dem, der ikke er smukke nok, og dem der ikke kan markedsføre sig selv tilstrækkeligt godt, dem der ikke bager godt nok, synger godt nok, danser godt nok.
Men i den underfulde forkyndelse af barnet i krybben drages vi ind i en virkelighed, hvor ingen er for små, hvor ingen er for ringe, men hvor Gud vedkender sig sit billede i os alle.
Hvor den forkyndelse bliver til tro og glæde - der er julen også nået frem til os.
Glædelig jul!
Annemette Nissen