Præsten har ordet
Ordets magt
Det er efterhånden sent på året. Vinteren banker på døren, og inden vi får set os om, er det jul igen. Vi kender og elsker julens fortælling om det lille barn i krybben, som vi hvert år kan høre i kirken. Det er den med kejser Augustus, det fyldte herberg og hyrderne på marken. Det er evangelisten Lukas' udgave af fødselsberetningen, der indledes med det velkendte: Og det skete i de dage...
Man kunne umiddelbart godt forledes til at tro, at julen kun handler om noget, der skete for længe siden - dengang Kvirinius var statholder i Syrien, som der står. Men kirken er ikke en mindestue, hvor vi år efter år blot fejrer en fortidig fødselsdag, hvor vigtig den end var. I kirken handler det altid om Evangeliets betydning for os her og nu. Så nok fejrer vi, at Jesus kom til verden, men julen er også en fejring af den gennemgribende forandring, som fødslen medførte. En forandring, der rækker på tværs af to årtusinder og lige ind i vores tilværelse i dag.
 
I evangelisten Johannes' udgave af fødselsberetningen lyder det ganske anderledes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Man kan synes, at der mangler noget i Johannes' poetiske tekst. For hvor er Maria og Josef? Hvor er kejser Augustus og folketællingen? Der er ingen stald og krybbe - ingen engle, ledestjerne, hyrder eller vise mænd fra Østerland. Der er ingen af de elementer, vi normalt forbinder med julens fortælling. Men til gengæld er teksten mere skarp på, hvilken gennemgribende betydning Jesu fødsel julenat havde - og stadig har - for vores liv her og nu. Mere skarp på at fortælle os, hvad det er for en stor glæde, som englene forkyndte julenat, og som de stadig forkynder os i dag. For den kan fortælle os, at det lille barn i krybben bragte Guds Ord med sig ind i verden. At barnet derved åbnede op for en ny begyndelse. 

Hos Johannes må vi helt tilbage til det, der var engang, for at forstå det, der er, og det, der bliver. Vi må tilbage til begyndelsen for at forstå betydningen af den nye begyndelse. Og i begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud. For der var engang, da alt var tomhed og øde, og mørket var overalt. Så skabte Gud livet og lyset med sit Ord, og han så, at det var godt. Og det var ved Ordet, der skaber, hvad det nævner, at alt blev til. Dette var begyndelsen på det hele.
 
Og så var der engang - senere hen - hvor tomheden, mørket og det øde igen havde lagt sig over verden. Hvor det var menneskene, der nu var blevet formørkede, fordi de kun havde nok i sig selv og deres eget. Det sande lys var slukket i dem, og kærligheden blevet kold. Og Gud fik ondt af dem, og besluttede sig for at nyskabe dem til det liv i lys og kærlighed, som det var meningen fra begyndelsen, at de skulle have levet. At give dem muligheden for en ny begyndelse.

Men afstanden imellem Gud og menneskene var blevet så stor, at menneskene ikke længere kunne høre Guds Ord. Derfor blev Ordet kød, som der står; dvs. Guds skaber-Ord blev til et menneske som os, for at vi igen skulle kunne høre Ordet og genfinde lyset og kærligheden. Og dette var den nye begyndelse, som tog form dengang i den første julenat, da Jesus kom til verden. For det var jo selvfølgelig i det lille Jesusbarn, at Guds levende skaber-Ord kom os i møde.
 
Julen er altså en fejring af det Ord, der i begyndelsen talte livet frem af intet, og som siden, julenat, tog bolig iblandt os for at tale kærligheden frem i os mennesker, og som stadig taler lige så levende til os i dag, hvis vi blot åbner vores ører og lukker det ind i vores hjerter: Ordet, der skaber, hvad det nævner.
Det er ikke så mystisk, som det lyder, for vi ved godt, at ord i sig selv rummer en skabende og forandrende kraft. Også menneske-ord. Vi ved, at ord både kan bygge op og bryde ned. Hvis vi vedholdende siger til os selv, at vi er gode nok, som vi er, så kommer vi faktisk til at tro på det til sidst. Og især i forhold til andre kender vi ordenes forvandlende kraft - på godt og ondt. Vi ved, at opmuntrende og kærlige ord får os til at vokse og glædes. At det lille barn, der med kærlige ord roses og opmuntres, vil få en grundlæggende tro på sig selv og en tillid til, at dets medmennesker ønsker det bedste for det. Og omvendt kender vi det, at bare én enkelt sur bemærkning fra et andet menneske kan være nok til at ødelægge vores dag.
 
Vi har allerede en fornemmelse af ordenes forvandlende kraft. Nok kan vi bygge hinanden op med positive og kærlige ord, men det eneste Ord, der for alvor kan forvandle tilværelsen og åbne op for en ny begyndelse, er det levende Ord, der kom til verden julenat. For der er grænser for vores egen formåen: Når vi mærker den grundlæggende tomhed og kulde, der altid ligger på lur lige under tilværelsens overflade, så rækker menneske-ord ikke altid så langt. Og når vi holder os selv fanget i egoismens mørke, så hører vi måske ikke engang de ord, der tales til os af andre. Da er det kun, hvis vi åbner os for Guds levende Ord, at vi kan fornyes i kærlighed. At vi kan få det lys tilbage i tilværelsen, som vi har mistet. For det Ord, der julenat kom os i møde, er Ordet om Guds grænseløse kærlighed. Det er Ordet om, at vi er elsket som dem, vi er - på trods af dem vi er. Hver gang Ordet lyder, åbner det op for en ny begyndelse, og det er det, vi fejrer, når det er jul. Det var det, englene sang for markens hyrder.
 
Rigtig glædelig jul!
 
Mikkel Togsverd