Præsten har ordet

Dåbens betydning

Hvad er dåben, og hvad er det vi får givet i dåben? ”Er det kun vand i håret. ” Svaret er: Nej, dåben er meget andet og mere!
Ved dåben takker vi Gud for vores barn, og beder Gud være med barnet gennem hele livet.
Ved dåben bliver barnet velsignet og får Guds løfte om, at han altid vil følge det som sit eget barn med sin kærlighed og velsignelse. Barnet får en plads i det kristne fællesskab med alle dets traditioner.
Barnet bliver døbt på den kristne tro og får et fundament at stå på. Derfor svarer vi i dåben JA til den kristne tro. Dåben er Guds gave, som forældre og faddere siger ja tak til på barnets vegne.
 
HVAD SIGER VI JA TIL?
Det første, som vi siger ja til, er FORSAGELSEN: At sige fra overfor alt det onde. Kristendommen taler realistisk om livet. Vi slipper ikke uden om det, som ødelægger og truer livet, ved at blive døbt. Men den kristne tro siger os, at vi ikke skal give efter eller give op. I trosbekendelsen siger vi fra med ordene: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. ”
 
Dernæst svarer vi ja til
TROEN PÅ GUD SOM FAR OG SKABER.
Med dette ja udtrykker vi tillid til, at verden og selve livet er fra Gud og grundlæggende er skabt godt
 
Det tredje ja er et ja til
TROEN PÅ JESUS KRISTUS, GUDS SØN - på hans liv og død og opstandelse.
 
Det næste ja handler om nutiden.
HELLIGÅNDEN BETYDER, at Gud er nærværende hos alle mennesker til alle tider.
Det siges i dåben, at barnet modtager Guds ånd. Derefter svarer vi på barnets vegne ja til at ville døbes på denne tro.

GUDS BARMHJERTIGHED.
”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1.Pet.1,3)
Disse ord bliver læst i kirken ved dåben og på kirkegården eller i kirken ved begravelse eller bisættelse. Man kan sige, at vores liv som kristne mennesker er indrammet af dette vers fra Peters første brev.
Lovet være Gud!
Der er virkelig grund til at sige tak, fordi vort liv må indrammes af de ord ved livets begyndelse og livets slutning. For begge steder får vi at vide, at vores liv ikke kun består af det korte menneskeliv, som vi kan se med vore øjne, men at vores liv også er evigt.
Vi har fået givet et levende håb om, at der efter døden venter os et evigt liv. I dåben blev vi genfødte til dette levende håb: Håbet om kødets opstandelse og det evige liv. Og der er grund til at lægge særlig mærke til en bestemt ting: Der står nemlig, at ”Gud i sin store barmhjertighed har genfødt os til dette håb”. 
 

Det er altså ikke os selv, der har fundet på at håbe på evigt liv efter døden. Det er heller ikke os selv, der har udviklet evnen til at turde håbe på opstandelsen. Nej, det er Gud, som har givet os dette håb! Og det har han ikke gjort, fordi vi har gjort os fortjente til det. Det har Gud gjort af barmhjertighed. Af barmhjertighed har han genfødt os til at kunne tro på kødets opstandelse og det evige liv. Det har han genfødt os til i dåben.
 
Netop derfor er det godt, at vi i vore kirker - som i de fleste kristne kirker - som oftest har barnedåb.
For præcis ved at døbe børnene som små, illustreres allerbedst, at det ikke er vore evner, det kommer an på, men derimod Guds barmhjertighed, som skænker os troen på og håbet om et evigt liv på en ny jord under en ny himmel efter døden.
Nogle steder døber man altid først, når man er blevet voksen, for som man siger:” man skal jo mene noget med det - man skal tro selv. ” Andre steder lægger man vægten, ikke på dåben, men på omvendelsen - på fordybelsen i troslivet for som man siger: ”man skal jo mene noget med det. ”
Men alt dette holder ikke. For det flytter alt sammen vægten fra Guds barmhjertighed over på vores egne evner. Og vores evner kommer altid til kort, det gør Guds barmhjertighed ikke!
 
PETERS FØRSTE BREV
Derfor skal vi lægge mærke til, at der i Peters første brev står skrevet, at det er Gud, som genføder os, og at han gør det af barmhjertighed.
Vi kan stole på Guds nåde og barmhjertighed, ligesom et lille barn skal kunne stole på sine forældres kærlighed og omsorg. Sådan begynder vores trosliv i dåben, som en genfødsel. Og som ved en almindelig fysisk fødsel, er det noget der sker med én; noget som kommer til én udefra. Det er ikke afhængigt af én selv. Sidenhen lærer vi så at tro det, vi i dåben blev genfødt til.
Det er den tro og det håb, vi alle bliver mindet om, når de velkendte ord lyder igen ved begravelse:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
For også ved livets afslutning har vi brug for at blive mindet om, at i dåbens nåde, dér er det ikke vore evner eller handlinger, der har det sidste ord. Nej, dér er det Guds barmhjertighed, som giver os det evige liv sammen med Jesus Kristus, som vi i dåben blev døbt til at skulle tilhøre.
Det må vi have lov til at tro på.
Lovet være Gud!

Annemette Nissen